Mozarts opera Idomeneo spilles i marts og april i operaen i København. Operaen handler om krig og flygtninge. I Det Kongelige Teaters program til forestillingen har jeg fortalt om mine erfaringer med de katastrofale konskvenser af krig og flugt. Interviewet følger her

Krigens konsekvenser
af Mariann Sejer

Idomeneo vender hjem til Kreta med krigsfanger efter den Trojanske krig. Fangerne har mistet alt. Selv har Idomeneo levet som soldat i årevis langt væk fra familien. En græsk myte fra oldtiden, men stadig begrædeligt aktuel.

Instruktøren Robert Carsen har iscenesat myten om Idomeneo i en nutidig kontekst. For der er stadig krig og flygtninge i verden, og krig har katastrofale indvirkninger på menneskelige skæbner og langsigtede konsekvenser i generationer.

Tidligere formand for Dansk Flygtningehjælp gennem 10 år og initiativtageren til fondendetnytter.dk, landsdommer Stig Glent-Madsen, beretter her ud fra sine erfaringer om de traumer, der ofte følger krig og konflikt. I Danmark oplevede vi i 2015 flygtninge gående på motorvejen. På Lesbos i Grækenland gik en række flygtninge pludselig i land, og Europa stod over for en flygtningekrise. Moria-lejren, flygtningelejren på den græske ferieø Lesbos, er beregnet til 3000 mennesker, og lejren rummer nu omkring 15.000 flygtninge. Nødhjælpsarbejdere har anråbt omverdenen om hjælp, idet mennesker i Moria-lejren lever under forhold, vi ikke ville lade vores dyr leve under i Danmark.  

”Jeg har været i Moria-lejren på Lesbos, og det deprimerende er, at forholdene bare er blevet værre,” fortæller Stig Glent-Madsen om flygtningelejren Moria på den græske ø Lesbos ikke langt fra Idomeneos Kreta, hvor handlingen i Idomeno foregår. ”Vi er i Europa, og det er mennesker, det handler om,” siger den tidligere formand for Dansk Flygtningehjælp om de umenneskelige forhold, der er i flygtningelejren. Enhver krig gennem verdenshistorien har sin særlige arv og sine sår at hele efter konflikter, men visse forhold er universelle for mennesker i krisesituationer. Forhold der kan have langtidsvirkninger på den menneskelige psyke i flere generationer.

At miste alt, at bevare håbet og medmenneskeligheden
En af de erfaringer Stig Glent-Madsen har gjort sig er, at det er vigtigt for mennesker at bevare håbet, selvom det hele ser håbløst ud. Det at kunne give nødstedte mennesker håbet kan være langt større end at give dem mad. Ifølge Stig Glent-Madsen er det første, der forsvinder i en krig sandheden, og en fælles opfattelse af, hvad der er rigtig og forkert. Og det næste, der forsvinder, er tilliden til samfundet og verden i øvrigt. ”I en flygtningesituation har man mistet de goder, man havde før krigen, den status og den rolle, man havde. Man har måske også mistet familiemedlemmer. Noget af det betydeligste er, at man mister troen på det, der var. Det er det ultimative tillidsbrud. Du har ingen tillid til det, der omgiver dig. Alle normer er sat ud. Det, du har lært om samfundet og lært af dine forældre, den tryghedsfølelse, du er vokset op med, alt dette mister du. Mennesket er kun noget i kraft af vores relationer til andre mennesker. En håndgranat bliver smidt ned, og den relation forsvinder.”

Krig betyder, at du mister fodfæstet i det samfund, du lever i. Beskyttelsen, der ligger i at være i en kendt sammenhæng, forsvinder. Hvad gør det ved os? ”I flygtningesituationer betyder det, at vi indpasser os i nye roller og sammenhænge. Men det er en jungle, der erstatter det, der var, og med jungleloven bestemmer den stærkeste. Her skal du finde en ny rolle. Det begynder med absolut ingen tillid til det, der nu omgiver dig. Al normalitet og alle normer er fraværende. Vi tror måske fejlagtigt, at der er solidaritet mellem flygtninge i en flygtningelejr, men man er sig selv allernærmest. I flygtningelejre begås der fx mange voldtægter og overfald. Når samfundets normer og regler er forsvundet, når man er væk fra retssamfundet, fører det selvfølgelig en anderledes råhed med sig, og empatien over for andre forsvinder.” Glent-Madsen tilføjer dog også, at det ikke kun er entydigt, der ses også momenter af stor medmenneskelighed under de sværeste forhold. ”For mange år siden i Angola mødte jeg en kvinde, hvis mand var blevet dræbt. Hun havde 5 børn og havde boet i lejren i et års tid. En højgravid kvinde ankom til lejren med et lille barn. Hun gik i fødsel samme dag og døde fra begge sine børn. Men kvinden med de fem børn tog begge børn til sig. Det kunne hun kapere. Hun havde ingen mand, intet hjem, intet land, ingen økonomiske midler. At hun alligevel tog disse to børn til sig er den ultimative form for medmenneskelighed,” mener Stig Glent-Madsen.

Arven til næste generation og overlevelsesmekanismer
Råheden, jungleloven og manglende tillid til omverdenen er faktorer, der i værste fald kan gives videre i generationer. ”Kommer du fra en hverdag, hvor det er livsnødvendigt for overlevelsen at kunne slå fra dig, ja så kan den kultur overføres til næste generation,” fortæller Stig Glent-Madsen. Det er også set, at børn i fx Moria-lejren lukker af for omverdenen, de bliver stumme og nægter at tage føde til sig. Stig Glent-Madsen mener, det er en måde at beskytte sig på. Og hvis man overhovedet overlever, har man arven fra et liv i kaos med sig videre i tilværelsen.

Usikkerheden er værst
Stig Glent-Madsen påpeger, at foruden tab af identitet og tillidsbruddet til omverden, så er usikkerheden utrolig svær, når man er i en flygtningesituation. ”Det er invaliderende, at man ikke ved, hvad der er sket med ens nærmeste. Man er selv på flugt, og man ved, hvordan man selv har det – men hvad med søskende, forældre, børn? Det fylder alt, og man kan ikke mentalt rykke sig ud af stedet, før man ved, hvad der er sket med ens elskede. Man kan ikke rykke sig til noget nyt, før man har vished om, hvor de befinder sig. Jeg oplevede engang i Guatemala, hvor der tyve år efter regimet opstod en politisk situation, hvor man gravede døde op fra massegrave. Jeg så her pårørende, der identificerede familiemedlemmer gennem tøjstumper, der blev fundet.  Efterfølgende gav de deres familiemedlemmer en ordentlig begravelse. Det betyder utrolig meget.”

Uniformen
I Carsens opsætning af Idomeneo er Kretas soldater i uniform, og Stig Glent-Madsen påpeger, at uniformer er noget af det, der kan gøre flygtninge virkelig skræmte, selvom vi herhjemme er vant til, at uniformerede personer er til for at hjælpe os. ”Når du som flygtning kommer til Danmark kan mennesker i uniform føles som djævelen selv,” fortæller Stig Glent-Madsen, ”for måske er det uniformerede mennesker, der har skudt på eller tortureret dem og deres familier. Måske har en hel befolkning været udsat for organiseret overgreb fra personer i uniform, så selve uniformen bliver symbol på det onde. Selv venlige og imødekommende uniformerede myndigheder vil møde flygtninge med paraderne helt oppe.”

Det europæiske perspektiv
Omkring det europæiske perspektiv og flygtningekrisen trækker Stig Glent-Madsen klimadebatten ind, for som han siger ”fælles udfordringer kræver fælles svar”. ”Hvis jeg skal være optimist, så synes jeg hele klimadebatten er meget relevant. Fordi der er håb og fremtid i debatten, og fordi de unge tager hånd om klimaet og gør noget ved det. Klimadebatten afføder, at vi i Europa og andre steder i verden anerkender, at vi er afhængige af hinanden også på et mellemfolkeligt niveau. I hele klimadebatten er der en langt større forståelse af, at vi hører sammen, og vi er dybt afhængige af hinanden. Det har vi i høj grad manglet i håndteringen af flygtninge. At vi i Europa har en forskellig politik omkring flygtninge og emigranter hen over landegrænserne virker helt forkert. Vi kan regulere regler for, hvordan grise transporteres over grænsen, så de får en værdig og ordentlig behandling. Flygtninge burde kunne sikres samme ordentlige og værdige behandling.”