Det nytter

15-02-2024

Et år er gået. Utallige gange har jeg overvejet, om jeg skulle tage billedet af Masura fra Burkina Faso med. Er det “følelsesporno” at vise et billede af et lille udmagret barn? Denis, der er sygeplejerske, forsikrede, at Masura på godt 2 år og 7 kg nok skulle klare den. Jeg havde min tvivl. Konklusionen blev, at det var ok, og billedet er derfor blevet vist til mange foredrag - hver gang med en bemærkning om mine overvejelser.

Tilbage i det vestafrikansk land Burkina Faso efter et år. På forhånd har jeg bedt klinikken om mulighed for at opsøge familien. Vi kører 10 km gennem Ougadougous kaotiske gadeliv med æsler, cykler, boder og støv i et virvar, mens bilen langsomt bevæger sig op og ned i meterdybe huller. Endelig i den fjerneste afkrog bliver vi mødt af Masura og hendes mor, der kommer op at køre det sidste stykke.
 
Masura er blevet den smukkeste lille 3-årige pige. Med lyserød kjole, små men solide ben og kraftige arme står hun opmærksomt og følger samtalen tillidsfuldt. Hun klarede den. 
 
Hendes mor forklarer, hvordan Masura for et år siden havde ondt i maven og tabte sig. Hun forsøgte sig med lokale urter, men det hjalp ikke. Da hun og Masura nåede hen til den lille lægeklinik, var Masura så afkræftet, at hun var ved at dø. Mange gange blev Masuras vejrtrækning tjekket. I et stykke tid havde moren ikke haft penge til at købe mad og vand.
 
Klinikken behandlede Masura med medicin mod indvortes parasitter og sørgede for mad og vand til mor og datter - efter to måneder var Masura rask. 
 
Masuras mor er dybt taknemmelig for hjælpen, som Fonden Det Nytter har ydet de sidste år - og som har gjort det muligt at holde den lille sundhedsplejerskeklinik igang. Hvert år har ca. 4.000 børn fået hjælp som Masura - takket være bidrag fra Danmark.