100.000 kr. for en lille bog er overvældende

05-07-2021

100.000 kr. er der nu indbetalt til Fonden Det Nytter, siden bogen, “Den brogede verden - brændpunkter i mit liv”, udkom sidst i april. Et fuldstændig fantastisk resultat. Pengene går til mennesker i Uganda, Kenya og Burkina Faso – som alle lige nu har ekstra behov for støtte.

Bogen handler om mødet med marginaliserede mennesker i verdens fattigste lande, hvor mange kæmper for et liv i værdighed. Den indeholder også tankevækkende beretninger fra danske og grønlandske retssale. Altid mennesker, der har gjort indtryk.

Bogen er udgivet for at støtte op om Fonden Det Nytter’s arbejde i Afrika. Det er fortællinger om behov og mulighed for at hjælpe.

Udgivelsen er finansieret venligt af Trykkeriet Nørhaven.

Bogen er gratis og kan afhentes hos Bog og Ide i Mathias Marked i Viborg, Købmanden i Vridsted, Brugsen i Sjørup eller Nørremøllevej 98, Viborg. Den kan også lånes på Viborg Bibliotek.

 

Bidrag til fonden kan indbetales på MobilePay 520613.