Mange af Burkina Fasos handicappede børn er usynlige. Sjældent ser man et barn i en kørestol eller med et andet handicap. Fødes et barn med handicap, betragter mange det som Guds straf. Forældrene er skamfulde over at have handlet forkert og gemmer barnet i hytten. Det resulterer i, at det handicappede barn bliver afskåret fra resten af samfundet. Skolegang er også udelukket.
Det er som at give liv til et barn - næsten som om barnet fødes på ny, fortæller Eduard Ouedraogo, da jeg spørger ham, hvordan det føles at give et handicappet barn en kørestol. Barnet kommer ud i solen, får legekammerater og kommer i skole, fortsætter han.
Eduard ved, hvad han taler om. Han er leder af kørestolværkstedet og har overdraget hundredevis af kørestole til børn og unge. Som 4-årig blev han selv ramt af polio og mistede førligheden. Først som 16-årig fik han en kørestol. I de mellemliggende 12 år blev han båret rundt af sine forældre, venner og en fætter. Han husker, hvordan han blev placeret bag på fætterens cykel. Til forskel fra mange andre insisterede hans forældre på, at han skulle ud, og at han skulle i skole.
Foto: Eduard viser en klud fra dk og fortæller, at der er slidt for at strikke og sælge kludene
Eduard fortæller om de mange handicappede børn, hvis tilværelse er totalt forandret efter de er blevet mobile. En ung mand, som også er døv, havde i mange år klaret sig ved at skubbe og kravle sig frem, når han skulle samle brænde. Brændet skubbede han foran sig. Han har nu en kørestol og har været i stand til at etablere sig ved at snedkerere almindelige stole og holde høns.
Foto: Lydie på 10 år, der klapper
I dag overdrages kørestole til to handicappede piger. Kabore Lydie på 10 år er en lang multihandicappet pige, men alligevel er hun bundet op på sin mors ryg med de ubrugelige ben stikkende ud til siden - næsten som at se en lang teenager ride på en alt for lille pony. Den anden pige, Sawadogo Sofie, på 6 år sidder stille med de alt for tynde ben på gulvet, hvor hendes storebror har placeret hende.
De får overdraget kørestolene sammen med en lille tale om, at de skal passe godt på dem. Eduard viser dem den lille strikkede klud fra AMPO’s strikkepiger i Danmark. Han fortæller, hvordan kvinderne har brugt timer på at strikke og sælge, sådan at pigerne kan blive hjulpet. Den multihandicappedes forældre nikker taknemmeligt og tænker sikkert på, at de nu bliver befriet fra den stadig tungere byrde med at bære datteren rundt. Pigen er glad og klapper, da hun bliver sat i stolen. Jeg er i tvivl om, hvor meget hun forstår, men glæden er ikke til at tage fejl af.
Den 6-årige er betuttet over virakken, men hun bliver glad, da en af de ansatte fra sin kørestol hjælper hende med at køre de første meter.
Jeg forsøger flere gange at optage det bevægende sceneri på video, men min stemme knækker over, når jeg forsøger at speake. Det bliver for meget, og jeg giver op og nøjes med stillbilleder. Min efterfølgende samtale med de øvrige bliver også vanskelig. Det er svært at styre stemmen. Bevidstheden, om at de handicappede børns liv kan forbedres dramatisk for et par tusinde kroner, er overvældende.
