Fonden Det Nytter hjælper, så klinikken for underernærede børn ikke lukker. De første 120.000 kr. er sendt afsted. Resten af året indsamles penge, som vil hjælpe ca. 4.000 børn til et bedre liv.
Lokalet er trangt. Luften stram. Omkring 20 kvinder med hvert sit barn i et lille rum. To gange om ugen er kvinderne samlet for at få undervisning og mad. Kvinderne næsten skovler maden ind i de små børn. Mange er sultne og tager fra, andre er passive og skal næsten tvangsfodres.
Den fælles dagsorden, der bringer kvinderne sammen, er alvorlig underernæring. Klinikken har mange hold, som alle er opdelt efter kriteriet underernæring eller alvorlig underernæring.
Det er ikke tilfældigt, at underernæring er udbredt. I nogle tilfælde er det et udtryk for fattigdom - i andre tilfælde manglende viden og evne til at give børnene den rigtige føde. Nogle af kvinderne bakser med psykisk sygdom, og ofte er de selv underernærede. På klinikken serveres mad både til børn og kvinder.
Børnene måles og vejes. Det gør indtryk. En dreng bliver vejet. Vægten viser 6,1 kg, og der nikkes anerkendende. For 14 dage siden var vægten 5,1 kg. Jeg spørger til drengens alder. Moren siger et år og to måneder. Jeg tvivler. Han ser ældre ud, men vejer alt for lidt. Målebåndet er i det røde felt med 10,5 cm. Han er i bedring, siger sygeplejersken beroligende. Drengens tynde krop står i skærende kontrast til mit velnærede barnebarn på 1 år. Han vejer 11 kg.
Klinikkens to sygeplejersker kæmper en daglig kamp mod usande vandrehistorier og uvidenhed. De fleste af mødrene er analfabeter, og helt grundlæggende viden om ernæring eksisterer ikke. Giver du dit barn æg, bliver det en tyv, lyder en af historierne.
Sidste år var mere end 4000 underernærede børn tilknyttet klinikken. Heraf var 1650 stærkt underernærede, som alle startede med, at målebåndet var i det røde felt. For langt størstedelen blev tilknytningen en succes, og børnene fik et kraftigt sundt skub frem i tilværelsen.
Klinikken løb tør for finansiering og stod til at lukke. 240.000 kr. er den årlige driftsudgift. Som heldig farfar til velnærede børnebørn gør det særligt indtryk at se børnene, der med en lille indsats på 60 kr. pr. barn kan hjælpes godt videre. Hjælpen gør en kæmpe forskel, og indsatsen nytter utvivlsomt.
Fonden Det Nytter vil indsamle penge, så driften af klinikken sikres det næste år.