Da jeg som ti-årig mistede både min far og mor, blev jeg først overladt til mine onkler og tanter. De kunne ikke lide mig og mente, at jeg på grund af mit handicap var værdiløs, fortæller John Fred.

John fik som 2-årig en rygskade ved, at han faldt ned af sengen. I første omgang skjulte hans mor, at John blev skadet, og han fik derfor ikke behandling. John blev lam, og han har ikke siden kunnet bruge sine ben.

John fortæller, at hans mor var flov over uheldet, og at hun ikke kunne lide ham. Til gengæld tog hans bedstemor sig af ham, og hun kaldte ham søn. Da John var 6 år, blev bedstemoren syg af Aids. Hun vidste, at hun skulle dø og sagde til ham, at hun ville slå ham ihjel, inden hun selv døde. Der var ikke udsigt til, at nogen ville tage sig af ham.

Hun gjorde heldigvis ikke alvor af truslen, men tiden derefter blev hård for John. Hans far blev skudt af røvere, og hans mor døde af sygdom, og som 10-årig var han alene med nogle onkler og tanter, der mente, at han var ubrugelig.

John fortæller også om en hård ungdom. Det er barskt at være handicappet i Uganda. Som kørestolsbruger er man værdiløs i manges øjne. John fortæller om depressioner og om mange overvejelser om selvmord.

For fem måneder siden fik John arbejde hos Equator Chocolate, der laver Rafiki chokolade. Det er virksomhedens politik at finde plads til handicappede og andre med særlige udfordringer. John blev først ansat på prøve og har nu fået en fastansættelse.

Han forklarer stolt, hvordan han har fået et værelse tæt på arbejdspladsen, og at han kun har en halv time i kørestol på arbejde. John er glad for sit job og for at have fået chancen i chokoladeproduktionen. 

Med et smil fortæller han, at han også har drømme om at danse og skrive - gerne skuespil. I en lille video kan man se, at John sammen med en kvinde opfører et lille stykke moderne dans, hvor han står på hænder eller sidder på gulvet og med armene følger de fælles bevægelser.

I kan se videoen med John Fred ved at klikke her.