Et gensyn med Celina, der er flygtet fra Sydsudan, viser, at der kun skal lidt hjælp til at skabe håb og fremtid. Med lidt hjælp fra Fonden Det Nytter blev den nu 22-årige Celina hjulpet i gang med en ny tilværelse.
Mødet med flygtningen, Celina Ropani, gjorde indtryk. Det var i det nordlige Uganda i oktober 2021. Den 21-årige kvinde så genert ned i jorden, da jeg spurgte til hendes baggrund. I 2018 flygtede hun og hendes 3 yngre søstre fra Sydsudan. Krigen betød, at pigerne blev skilt fra forældrene, som flygtede mod den congolesiske grænse. Pigerne søgte mod Uganda.
Da jeg spurgte, om hun senere havde fået kontakt til forældrene, rystede Celina på hovedet, kiggede væk og sagde med spinkel stemme, at hun ikke vidste, om de var i live. Hun havde ikke hørt fra dem og frygtede, at de var blevet dræbt.
Med lidt iværksætterstøtte fra Fonden Det Nytter etablerede Celina en lille stand på markedet, hvor hun solgte brød, kager og kiks, som hun selv havde bagt. Der var også mulighed for at købe en kop te.
Celina fortalte, at der efter betaling af mel, sukker, olie og andre råvarer var et overskud på omkring 20 kr. om dagen.
Pengene er søstrenes eneste indkomst, men det var tilstrækkeligt til at leve, og fremtiden så lysere ud. Tidligere havde de ingen indtægt og fik alene små madrationer. Celina var dengang så fortvivlet, at hun overvejede selvmord som en udvej.
Da jeg et år senere – i oktober 2022 - igen møder Celina, er hun forandret. Blikket er stadig undvigende, men hendes holdning og udtryk er anderledes. En anden selvsikkerhed har indfundet sig. Celina fortæller stolt, at hun har startet et lille udsalgssted i Koboko, hvor hun har ansat en medhjælp. Nu sælger hun brød, kager og te fra to steder.
Celina redegør detaljeret for, hvordan hun med en indtjening på omkring 200 kr. om ugen har mulighed for at betale de to mindste søskendes skolegang. Udover mad og tøj skal der også være penge til bøger, uniformer og sko. Hun er blevet medlem af en lille sparegruppe, hvor hun og andre kvinder i fællesskab sparer op. Det har gjort det muligt at købe et mindre stykke land, hvor Celina ønsker at bygge et lille bageri.