Fonden støtter børn og fattige i Burkina Faso

Fonden støtter børn og fattige i Burkina Faso

Burkina Faso i Vestafrika er et af verdens fattigste lande med en forventet levetid på ca. 60 år, og omkring 70% af den voksne befolkning er analfabeter.

Flere hundrede tusinde børn er forældreløse eller lever på gaden af andre årsager – i mange tilfælde driver familiernes fattigdom børnene på gaden. De må ofte klare sig ved tiggeri.

I 1992 solgte boghandleren Katrin Rohde sit jordiske gods i Tyskland og flyttede til Burkina Faso. Hun startede med at arbejde for gadebørnene, og i 1996 åbnede hun det første børnehjem for drenge i hovedstaden Ouagadougou. I 1999 åbnede hun et andet hjem for forældreløse piger. I dag bor ca. 300 børn og unge på børnehjemmene og på den landbrugsskole, der senere blev oprettet.

Katrin Rohde har responderet på de mange behov i Ouagadougou og oprettet en syskole for udsatte kvinder, en undervisningsenhed, der fortæller om familieplanlægning, AIDS mv. og en landbrugsskole. Hun har også startet en tandlægeklinik og en lægeklinik for de fattigste. Lægeklinikken har ca. 70.000 besøgende hvert år.

Jeg har gennem årene haft et godt samarbejde med Katrin Rohde, som mange gange har været i Danmark for at fortælle om og rejse penge til arbejdet. Jeg besøgte første gange børnehjemmet i Burkina Faso i 1999, hvor jeg blev dybt imponeret over Katrin Rohdes engagement og flotte resultater. Senere har jeg besøgt børnehjemmene, landbrugsskolen og lægeklinikken i Burkina Faso i 2007 og 2011. Hver gang har jeg mødt mange af de børn og unge, der har fået en helt anden tilværelse. De har nu fået tryghed, tøj, skolegang, uddannelse og en tro på, at de også er værdifulde mennesker.

 

 

Katrin Rohde har oprettet foreningen AMPO, som betyder en forening til beskyttelse af forældreløse. Foreningen har forgreninger i flere lande, der støtter arbejdet i Burkina Faso. I 2010 var jeg med til at stifte den danske forening, AMPO Danmark, og jeg er fortsat revisor for foreningen, der alene er baseret på frivilligt arbejde.

Fonden vil støtte arbejdet med at hjælpe burkinske børn og unge til en værdig tilværelse. Jeg håber, at mange vil støtte op om arbejdet – for der er altid et stort behov for hjælp. Det nytter, og pengene rækker langt.

 

Fakta:

  •  For 2000 kr. kan man få fremstillet en kørestol til en handicappet

  •  For 800 kr. kan man sikre én af eleverne på den økologiske landbrugsskole skolebøger og andre nødvendige skolematerialer i 2 år

  •  For 600 kr. om måneden kan der ansættes en lærer til lektiehjælp til børnene. De lider under, at der ofte er over 100 børn i klasserne